Prolog af Nadja Pass, Rektor for Samtidens Akademi

Da jeg besøgte Eckersberg-udstillingen i efteråret 2016 på Statens Museum for Kunst, blev jeg som så ofte før ramt af guldaldermisundelse. I midten af udstillingen var der en sal, der zoome- de ind på Eckersbergs nærmest naturvidenskabelige tilgang til malekunsten. Dét rum i udstillingen fulgte lige efter et rum fyldt med portrætmalerier af alle Eckersbergs sam- tidige. Hans mæcener og venner. Og mens jeg kiggede på de redskaber, han med en nærmest naturvidenskabelig tilgang selv havde udviklet for at ramme de helt rigtige perspektiver og proportioner, gik jeg og tænkte på, hvor spændende samtaler Eckersberg må have haft med H.C. Ørsted om videnskab og med Thorvaldsen om kroppe.

Mens jeg gik gennem resten af salene tænkte jeg over, hvordan de gode guldalderfolk har løftet hinanden, lært af hinanden og givet hinanden indblik i nye verdener, tænke- måder og faglige tilgange, og hvordan samspillet og samværet mellem dem har gjort dem hver især bedre. Og hvordan de tilsammen prægede deres samtid, så den løftede sig til noget så ekstraordinært, at vi stadig kalder den guldalderen.

Og netop da slog det mig for første gang for alvor, hvad det vil sige at ’være hinandens samtidige’. Og hvor stort et ansvar vi hver især har for ikke alene at bidrage til vores samtid med alt det gode, vi kan – vi har også et ansvar for at hjælpe med at danne, løfte og udvikle vores samtidige. Så de også kan udvikle deres fulde potentialer. Og vi sammen kan præge vores samtid.

Vi er ikke bare ’produkter af vores samtid’ – vi er lige så meget ’produkter af vores samtidige’.

Vi er ikke bare ’produkter af vores samtid’ – vi er lige så meget ’produkter af vores samtidige’. Og det er vores fælles ansvar at præge vores fremtid. I stedet for at misunde guldalder- ikonerne deres samtid og deres samtidige er det op til os at skabe vores egen guldalder.

Hvis det skal kunne lade sig gøre, er det helt afgørende, at vi mødes og lader vores tan- ker, erfaringer og talenter krydsbestøve hinanden. At vi ofte omgås nogen, der er helt anderledes end os selv, så vi kan udfordre hinandens tilgange og tankegange. At vi lytter åbent og fordomsfrit til hinanden i stedet for at stå stejlt på vores eget, så vi kan udvikle løsninger, der er til alles fælles bedste. At vi hjælper med at løfte hinanden og støtte op om hinandens projekter, så dem, der kæmper for en bedre samtid, ikke ender som enlige tosser, men i stedet bliver hyldet for deres iderigdom.

Alt det gik jeg og tænkte, mens jeg så på Eckersbergs smukke guldaldermalerier. Og det blev startskuddet til det, der i dag er Samtidens Akademi – en samlingspunkt, hvor alle vi samtidige kan mødes, udveksle det bedste vi har lært, være i mesterlære hos hinanden og sammen skabe de bedst tænkelige løsninger på de aktuelle samfundsudfordringer. For samtidens skyld.