Masterclass om podcast

3,500.00 kr.

Beskrivelse

22. januar fra 9.30 til 16, centralt i København

Vi har nu holdt denne masterclass to gange – og begge gange er vi blevet overvældede over deltagernes begejstrede tilbagemeldinger om, hvor meget de har lært af Helle, hvor meget de har fået ud af at være på kursus med hinanden, og hvor godt de er kommet igang med deres podcasts. Så det har ikke været svært at overtale os til at afholde den igen. Især fordi det set fra Samtidens Akademis synspunkt er det så fantastisk at opleve så mange deltagere med så meget vigtigt på hjerte, der i løbet af en dag får skærpet deres podcastideer, får en masse inspiration af deres samtidige og bliver ansporet til at dele deres erfaringer.

Dette er masterclassen for dig, der

– gerne i gang med at podcaste, men savner sparring på, hvordan du griber det an eller mangler det sidste mod til at komme i gang

– så småt er gået i gang med at podcaste, men gerne vil løfte kvalitetsniveauet

– savner fornemmelsen for, hvad der gør en historie god og relevant for flere

– gerne vil skildre dygtige personer eller projekter gennem radioportrætter, men har brug for inspiration til at stille de rigtige spørgsmål

– selv har en masse på hjerte, som du har brug for at hjælp til at finde formidlingsformen på, inden du sætter dig til mikrofonen

– skal i gang med et nyt projekt, som du og dine kolleger gerne vil dokumentere undervejs i processen, så andre kan bygge videre på jeres erfaringer

– trænger til det sidste skud inspiration og sparring, før du er klar til at gå i æteren

HVAD LÆRER DU PÅ DENNE MASTERCLASS?

Denne masterclass handler om at skabe fine, nærværende, sanselige og vedkommende lydfortællinger, hvor det er lærerige nyskabende projekter eller virksomheder og personerne bag, som er i fokus.

Selvom det tekniske og lydkvaliteten selvfølgelig er helt afgørende, er det ikke i fokus her. Først skal vi have fod på indholdet, vinklen, lytningen. Og styrke sansen for spørgsmål og stemninger.

Så denne masterclass handler først og fremmest om at skærpe en historie, lave et godt forarbejde til et møde el interview og stille sig de afgørende spørgsmål. Hvorfor er historien overhovedet vigtig? Hvad kan vi lære af den? Hvad er de væsentligste pointer? Og hvordan bringer vi dem videre ud i verden med plads til både nuancer, lune og sanselighed?

Masterclassen mixer oplæg fra Helle Solvang til fælles eftertanke og inspiration – og øvelser, hvor hver deltager arbejder med at udvikling sin egen podcast, så alle er sikre på, at masterclassen – trods deltagernes forskellighed – matcher netop deres niveau og behov.

Undervejs kommer vi omkring fem meget forskellige – og alligevel tæt forbundne – aspekter af podcastproduktionen:

Med Helle Solvangs egne ord:

1 Lytning er guld 

I vores kultur er synssansen og det visuelle dominerende og måske som modtræk til dette vinder podcastmediet og radiolytningen frem. Den gode lytter er en gave for den, der gerne vil udtrykke sig nuanceret og skabe forandring i sit eget liv såvel som i det omgivende samfund. Få redskaber til at udvikle din evne til at lytte og få ørene op for hvilke forudsætninger lytningen har i vores kultur? Lav en kontrakt med dig selv om, hvad din lytning skal hjælpe med at fremme og bidrage til.

2 Stemmens skjulte potentiale

Stemmen kommunikerer i sig selv mere end vi aner. Understøtter den din intension med mødet og samtalen? Er den monoton eller fuld af bevægelse og hvorfor? Du får træning i hvordan du kan anvende disse variationer og subtile faktorer lidt mere bevidst i samtalen.

3 Spørgsmålets anatomi 

Et spørgsmål er oftest det, der åbner en samtale, men vi beskæftiger os generelt temmelig lidt med kvaliteten af spørgsmål som roden til kvaliteten i samtaler. Det gør vi her. Vi udforsker hvordan du kan blive mere skærpet på dine spørgsmåls udformning, og hvordan du kan udvikle dem til mere præcist at præge samtalen i retning af den kvalitet og den grad af enten konkretisering eller flyvehøjde, som du ønsker.

4 Ordenes klang og farve 

En del ord er ‘triggerord’ det vil sige ord, som din samtalepartner af den ene eller anden grund bider særligt mærke i. Enten virker de dejligt tiltrækkende og inspirerende eller de kan virke frastødende, provokerende eller, værst af alt, kedsommelige. Du får øvelse i at vælge ord med omhu, så du undgår en overfokusering på bestemte ord i samtalen og istedet virkelig får fremkaldt det, der er væsentligt.

5 Forberedelsen er halvdelen af interviewet 

Dybden og relevansen af en samtale er altid afhængig af graden af forberedelse. Og somme tider kan et par stikord og en klar intension være langt bedre som styreredskab for en interviewer end 35 spørgsmål på et stykke papir. Du lærer hvordan din forberedelse kan udvikle sig, så du møder op til en samtale med evnen til virkelig at lytte og en sikkerhed og ro som gør det muligt for den interviewede at slappe af og åbne sig og være kreativ og skabende undervejs i jeres samtale.

En af deltagerne fra masterclassen i november 2017 fortæller:

”Samtidens Akademis podcast-kursus med Helle Solvang ved mikrofonen var en både berigende, lærerig og inspirerende workshop. Det gode mix mellem oplæg, øvelser, refleksion og samtale holdt spændingskurven gennem hele dagen – og jeg gik hjem med en glad følelse af at have fået hjernemad ind med pædagogiske skeer fra en super-prof.  Jeg kan varmt anbefale kurset til dig, der går med en podcaster i maven, har sat dig ind i teknikken og ’blot’ mangler at få 360 graders styr på dit koncept.” Kommunikationsrådgiver og psykoterapeut, Maria Holkenfeldt Behrendt

HVORFOR HAR SAMTIDENS AKADEMI SAT NETOP DENNE MASTERCLASS PÅ PROGRAMMET?

Nadja Pass, Rektor på Samtidens Akademi:

”På få år har alle fået mulighed for at lave deres egne podcasts, og jeg er meget begejstret for alle de nye muligheder det har skabt for at komme i dybden med komplekse emner, lade samtaler tager den tid, de tager, kildre høresansen med legende lydbilleder og nørde igennem med emner, der før blev betragtet som nicher. Podcastbølgen skaber i høj grad rum til meget af den sanselighed, dybde, eftertanke og samtalekunst, der også har været blandt mine bevæggrunde til at skabe Samtidens Akademi.

Men selvom alle i dag har adgang til teknikken og frekvenserne, kan det stadig være svært at få et væsentligt og nærværende radioprogram ud af det. Derfor har jeg spurgt den dygtigste jeg kender på feltet, om ikke hun kunne have lyst til at øse af sine erfaringer, så vi kan få de bedst mulige podcasts ud af indsatsen.

Allerede inden jeg lærte Helle Solvang at kende privat, var jeg stor fan af hendes radioportrætter af ildsjæle i VITA. Det var så inspirerende at lytte til deres historier og lære af deres erfaringer – og når jeg senere mødte nogle af dem ude i verden, fortalte de ofte, at det netop var dengang, Helle Solvang portrætterede dem i Vita, at både de selv og omverdenen for alvor forstod, hvad de var i gang med. Hun formåede simpelthen at fremkalde dem og deres projekter. Siden har Helle også som vært i Sproglaboratoriet på P1 igennem 5 år formået at bringe væsentlige emner og store spørgsmål i spil på en måde, der skaber både gehør og eftertanker. Og ikke mindst har hun lavet serien ”Danmark og bankerotten” på P1, hvor hun skildrer, hvordan guldalderen opstod i kølvandet på statsbankerotten i 1813 – en fortælling, der har været blandt mine væsentligste inspirationskilder under opbygningen af Samtidens Akademi.

I dag, hvor jeg er så privilegeret at kunne kalde hende veninde, rejsefælle og faglig legekammerat har jeg lært så utroligt meget om at fremkalde folk gennem spørgsmål og nærvær – alene ved at færdes gennem verden ved siden af hende.

Den fornemmelse for folk, fortællinger og fine initiativer håber jeg, at deltagerne på denne masterclass vil blive smittet af, så vi bliver flere og flere derude, der ikke alene selv tør træde frem og dele erfaringer og viden med vores samtidige – men også kan hjælpe med at fremkalde vores omgivelser, så vi samlet set får bedst muligt indblik i alt det spændende, der sker i disse år – og som vi kan hjælpe og støtte hinanden i at udvikle.”

HVEM KAN DELTAGE?

Denne masterclass henvender sig både til nybegyndere og let øvede, der savner sparring og en faglig overbygning i forhold til formål, forberedelse og vinkling, når de podcaster.

Noget af det særlige ved de mange masterclasses på Samtidens Akademi er, at deltagerne undervejs i dagen arbejder med deres egne projekter – og samtidig hjælper hinanden med sparring og lyttende ører. På den måde bliver man både meget skærpet på det projekt, man helt konkret selv går og pusler med – og træner sit øre, mens man lytter til de andre.

Hvis du som underviser på Samtidens Akademi har en samtidstjeneste til gode, har du mulighed for at bytte dig til at deltage gratis.

HVOR & HVORNÅR FOREGÅR DET?

22. januar 2018 fra 9.30 til 16.00. Det foregår centralt i København, og deltagerne får endelig besked om hvilket lokale vi skal være i senest en uge før masterclassen afholdes.

HVAD KOSTER DET?

3500 eks moms. Beløbet inkluderer kaffe, te og isvand hele dagen, frokost og lidt sødt til eftermiddagskaffen.