22. januar fra 9.30 til 16. Centralt i København
Masterclass med den garvede radiovært Helle Solvang om forberedelsen kunst og spørgsmålets anatomi
Denne masterclass er skræddersyet til dig, der drømmer om at podcaste – eller måske allerede så småt er i gang – men gerne vil løfte kvalitetsniveauet.
På denne Masterclass får du hjælp til at:
– Strukturere dine ideer, samtaler og historier, så de bliver spændende at lytte til
– Styrke din evne til at stille gode spørgsmål og fremkalde dine samtalepartnere
– Finde din egen stemme og blive klogere på, hvem du er som historiefortæller
– Gennemskue de mange lag i de historier, du vil fortælle
– Træne din fornemmelse for klang, ordvalg, stemningsskabende virkemidler og de musikalske sider af samtalen
– Undersøge hvad det dybere formål er med din podcast er og hvilket aftryk du håber, den vil sætte i verden. Der er mange podcasts derude, så at have denne dybere refleksion over, hvad der er dit særlige bidrag, er så vigtigt.
På denne masterclass fokuserer vi på historien, samtalen, vinklen, lytningen. Og styrker sansen for spørgsmål og stemninger. Alle de vigtige spørgsmål og overvejelser, der går forud for alle de praktiske spørgsmål om teknik, redigering og lydkvalitet. Et helt grundlæggende stykke udviklingsarbejde, der vil komme dig til gode også når du skal interviewe og dele dine tanker i andre sammenhænge og medier.
Masterclassen mixer inspirationsoplæg, fælles eftertanke og øvelser, hvor hver deltager arbejder med at udvikle sin egen podcast. Masterclassen er tilrettelagt så den matcher deltagernes erfaring og behov.
Meningen med masterclassen fortalt med Helle Solvangs egne ord
”Lytning er guld. I vores kultur er synssansen og det visuelle dominerende og måske som modtræk til dette vinder podcastmediet og radiolytningen frem. Den gode lytter er en gave for den, der gerne vil udtrykke sig nuanceret og skabe forandring i sit eget liv såvel som i det omgivende samfund. Så undervejs i masterclassen får du også redskaber, der udvikler din evne til at lytte – og dermed skærper dine forudsætninger for at arbejde med dine egne podcats.
Undervejs vil der være fokus på, hvordan du forbereder interviews og samtaler, så du opnår den ønskede dybde og relevans. Et par stikord og en klar intention være langt bedre som styreredskab for en interviewer end 35 spørgsmål på et stykke papir. Formålet med bevidst planlægning og mental forberedelse er at skabe en samtalesituation med den ro og klarhed, som gør det muligt for den interviewede at slappe af og åbne sig og være kreativ og skabende undervejs i jeres samtale. Jeg har på baggrund af mine hundredvis af interviews i DR udviklet en model, som allerede har hjulpet mange til at samle mangfoldig viden, ideer og muligheder og gøre sig klar og fokuseret forud for indspilningen.
En væsentlig del af masterclassen handler om spørgsmålenes anatomi. For et spørgsmål er oftest det, der åbner en samtale, men vi beskæftiger os generelt temmelig lidt med kvaliteten af spørgsmål som roden til kvaliteten i samtaler. Det gør vi her. Vi udforsker hvordan du kan blive mere skærpet på dine spørgsmåls udformning, og hvordan du kan udvikle dem til mere præcist at præge samtalen i retning af den kvalitet og den grad af enten konkretisering eller flyvehøjde, som du ønsker.”
Tid & Sted
22. januar 2019 fra 9.30 til 16.00. Det foregår centralt i København, og deltagerne får endelig besked om hvilket lokale vi skal være i senest en uge før masterclassen afholdes.
Pris
3500 eks moms. Beløbet inkluderer kaffe, te og isvand hele dagen, frokost og lidt sødt til eftermiddagskaffen.
Hvis du som underviser på Samtidens Akademi har en samtidstjeneste til gode, har du mulighed for at bytte dig til at deltage gratis.
Vi har reserveret et par ”legatpladser” til kulturelle, sociale eller grønne entreprenører med vigtige historier på hjerte. De koster 500 kroner ekskl moms. Hvis du er interesseret i en legatplads, skal du skrive til nadja@samtidensakademi.dk senest den 15. januar og fortælle lidt om dit virke, og hvorfor det er vigtigt, at der kommer en podcast ud af det. Så hører du senest den 20. januar, om du har fået en af pladserne.
Hvem kan deltage?
Denne masterclass henvender sig både til nybegyndere og let øvede, der savner sparring og en faglig overbygning i forhold til formål, forberedelse og vinkling, når de podcaster.
Noget af det særlige ved de mange masterclasses på Samtidens Akademi er, at deltagerne undervejs i dagen arbejder med deres egne idéer og projekter – og samtidig hjælper hinanden med sparring og lyttende ører. På den måde bliver man både meget skærpet på det projekt, man helt konkret selv går og pusler med – og træner sit øre, mens man lytter til de andre.
Tilmelding
Skriv til nadja@samtidensakademi.dk, hvis du har lyst til at deltage.
Så forhåndsreserverer jeg en plads til dig og sender dig en faktura. Din plads er først garanteret, når vi har modtaget din betaling. Hvis du bliver forhindret i at deltage, betaler vi ikke pengene tilbage, men du er velkommen til at give en anden chancen for at deltage i stedet for dig.
TO AF DELTAGERNE FRA HELLE SOLVANGS MASTERCLASS I NOVEMBER 2017 FORTÆLLER:
”Samtidens Akademis podcast-kursus med Helle Solvang ved mikrofonen var en både berigende, lærerig og inspirerende workshop. Det gode mix mellem oplæg, øvelser, refleksion og samtale holdt spændingskurven gennem hele dagen – og jeg gik hjem med en glad følelse af at have fået hjernemad ind med pædagogiske skeer fra en super-prof. Jeg kan varmt anbefale kurset til dig, der går med en podcaster i maven, har sat dig ind i teknikken og ’blot’ mangler at få 360 graders styr på dit koncept.” Kommunikationsrådgiver og psykoterapeut, Maria Holkenfeldt Behrendt
“Jeg deltog for at lære mere om podcast-mediet, men det jeg tog med hjem handlede i virkeligheden ikke så meget om podcast, men snarere om noget mere grundlæggende, der gælder uanset, om det nu lige er podcasts, der er oppe i tiden. Nemlig kunsten i at skabe en god samtale, som det er interessant for andre at lytte til. Det kræver forberedelse, at kunne lytte og at stille spørgsmål, hvor man reelt er nysgerrig på svaret. Det er værd at øve sig på!”
Partner i udviklingsbureauet Beta, Astrid Læssø
Nadja Pass, Rektor for Samtidens Akademi, fortæller om baggrunden for denne masterclass og valget af Helle Solvang som underviser
På få år har alle fået mulighed for at lave deres egne podcasts, og jeg er meget begejstret for alle de nye muligheder det har skabt for at komme i dybden med komplekse emner, lade samtaler tager den tid, de tager, kildre høresansen med legende lydbilleder og nørde igennem med emner, der før blev betragtet som nicher. Podcastbølgen skaber i høj grad rum til meget af den sanselighed, dybde, eftertanke og samtalekunst, der også har været blandt mine bevæggrunde til at skabe Samtidens Akademi.
Men selvom alle i dag har adgang til teknikken og frekvenserne, kan det stadig være svært at få et væsentligt og nærværende radioprogram ud af det. Derfor har jeg spurgt Helle Solvang, om ikke hun kunne have lyst til at øse af sine erfaringer, så alle der deltager kan få de bedst mulige podcasts ud af indsatsen.
Allerede inden jeg lærte Helle Solvang at kende privat, var jeg stor fan af hendes radio-portrætter af ildsjæle i VITA i DR P1. Det var så inspirerende at lytte til hendes samtaler og lære af de medvirkendes erfaringer – og når jeg senere mødte nogle af dem ude i verden, fortalte de ofte, at det netop var dengang, Helle Solvang portrætterede dem i VITA, at både de selv og omverdenen for alvor forstod, hvad de var i gang med. Helle har simpelthen en helt særlig evne til at fremkalde mennesker og deres projekter. Siden har Helle også som vært i Sproglaboratoriet på P1 igennem 5 år formået at bringe væsentlige emner og store spørgsmål i spil på en måde, der skaber både gehør og eftertanker. Og ikke mindst har hun lavet serien ”Danmark og bankerotten” på P1, hvor hun skildrer, hvordan guldalderen opstod i kølvandet på statsbankerotten i 1813 – en fortælling, der har været blandt mine væsentligste inspirationskilder under opbygningen af Samtidens Akademi.
I dag, hvor jeg er så privilegeret at kunne kalde hende veninde, rejsefælle og faglig legekammerat har jeg lært så utroligt meget om at fremkalde folk gennem spørgsmål og nærvær – alene ved at færdes gennem verden ved siden af hende.
Den fornemmelse for folk, fortællinger og fine initiativer håber jeg, at deltagerne på denne masterclass vil blive smittet af, så vi bliver flere og flere derude, der ikke alene selv tør træde frem og dele erfaringer og viden med vores samtidige – men også kan hjælpe med at fremkalde vores omgivelser, så vi samlet set får bedst muligt indblik i alt det spændende, der sker i disse år – og som vi kan hjælpe og støtte hinanden i at udvikle.
Og så et par lidt mere formelle nedslag i Helles mangfoldige meritter:
Helle Solvang har i 20 år været tema- og feature-tilretttelægger og vært på DR. Senest på DR P1s ugentlige magasin Sproglaboratoriet, DR Romanprisen og P2-programmet ’Vis mig din sang, skat!.
Hun har skildret hundredvis af danske ildsjæle, pionerer og iværksættere i det populære P1-program VITA (2007-2011) og har på P2 portrætteret danske og udenlandske kunstnere, præsenteret koncerter og musik-konkurrencer som Malko-konkurrencen, P2-Prisen og Spil for livet for unge talenter.
I kølvandet på finanskrisen var hun initiativtager til 1813-bevægelsen med deltagere fra hele verden med interesse for bæredygtig, uddannelsesmæssig og økonomisk omstilling. På baggrund af samtalerne producerede hun filmen ’From crisis to possibility’ og den roste radio-serie: ”Danmark og bankerotten” til DR P1. Serien affødte 5 stjerner i Politiken: “Forudsætningerne for krisen (1813) oprulles .. Ganske levende endda. Og nuanceret.. Rent ud sagt møghamrende interessant radio, som uden at belære eller overforsimple gør sin lytter klogere”
Alle disse solide erfaringer nyder vi godt af på masterclassen, hvor vi får indblik i, hvordan man bedst “fremkalder” sine samtalepartnere, formulerer de gode spørgsmål, der gør hele forskellen og finder frem til det dybere mål med podcasten, der gør den værd og vigtig at lytte til.
Meget af det vi kommer til at lære, er nogle helt grundlæggende tankegange og redskaber, der kan hjælpe os i mange forskellige sammenhænge. Og Helle Solvangs eget virke er i al sin mangfoldighed et godt eksempel på, hvordan et arbejdsliv fuldt af klang, dybde og samtaler kan “udkomme” på mange platforme.
For i 2017 stiftede Helle Solvang produktionsselskabet ’Værtskabet’, hvor hun især arbejder med at bevidstgøre og inspirere flere til en bæredygtig livsindstilling gennem poesi, sang, film, podcast, undervisning og nye mødeformer.
Her har hun netop afrundet dokumentations- og dokumentarfilms-projekt i samarbejde med Karen Blixen Museet om Blixens forhold til børn, billedkunst, biodiversitet og andre emner, som ikke tidligere har været skildret på film.
Hun står også bag de populære Syngesaloner, hvor hun puster nyt liv i sangskatten og bringer vor tids sangskrivere og komponister frem i lyset.
Desuden er hun en efterspurgt vært, moderator og konferencier på grund af sit helt særlige nærvær. Hun udfordrer de klassiske mødeformater, så der opstår meningsfulde samtaler mellem deltagerne undervejs.
Helle Solvang har været en af mine nærmeste sparringspartnere under opbygningen af Samtidens Akademi og en af de primære undervisere i akademiets første tid. Vi arbejder ofte sammen også i andre sammenhænge. Sammen var vi nomineret til kulturformidlingsprisen ’Art Beat-Prisen 2018’ for publikum-inddragende koncept på Kulturmødet 2017. I efteråret 2018 har vi sammen været en del af den store idé- og udviklingsproces “Nye rammer for Folketinget med særligt fokus på demokrati- og samtaleudvikling.