Kommende kurser: 

Vælg en af følgende:

22. august i København
21. september i København (ikke flere ledige pladser)
10. oktober i Aarhus

Vil du gerne skræddersy en samtalesalon til din arbejdsplads?
Har du lyst til at bruge samtalesaloner som del af en samskabelsesproces?
Skal du planlægge en konference, hvor du vil skabe liv mellem foredragene med forskellige samtaleøvelser?
Vil du træne dit værtskab?
Har du svært ved oversætte salonteknikkerne til virkeligheden i din organisation?
Eller har du mest af alt bare lyst til at møde folk fra andre organisationer, der også arbejder professionelt med samtalesaloner?

I juni 2017 udbød Nadja Pass for første gang et helt nyt kursus skræddersyet til jer, der har lyst til at bruge samtalesalon-teknikkerne i professionelle sammenhænge – udbudt for en gruppe deltagere, der er samlet på tværs af organisationer for at sikre en dag fuld af faglig krydsbestøvning.

Efterspørgslen viste sig at være meget stor – så nu er der opfølgninger på vej både i København og Aarhus.

Hvordan foregår det?

Kurset er sammensat som et mix af samtalesaloner løsningslaboratorier og mesterlære, hvor Nadja Pass – Rektor for Samtidens Akademi og medstifter af Samfundslaboratoriet Borgerlyst og Samtalesaloner – deler sine erfaringer med at holde samtalesaloner i kommuner, ministerier og organisationer.

Som deltager arbejder du hele vejen gennem kurset med at udvikle en helt konkret samtalesalon, der er skræddersyet til dit aktuelle behov eller indgår i en arbejdsopgave, du arbejder med lige nu. Undervejs er der masser af samtaleøvelser, hvor du får afprøvet grundteknikkerne i praksis, trænet dit værtskab og lært af de andre deltageres erfaringer.

Hvad kan jeg lære?

Når kurset er slut, vil du – med sparring fra Nadja Pass og de andre deltagere – have

  • udviklet drejebogen til en fuld samtalesalon, der er skræddersyet til dine konkrete ønsker og behov.
  • fået lejlighed til at afprøve nogle af de forskellige øvelser både som deltager og som vært, så du får dem ind under huden og bliver bedre til at instruere øvelserne og hvile i dit værtskab.
  • fået et netværk af gode folk, der arbejder med samtalesaloner i andre organisationer og professionelle sammenhænge, som du kan dele erfaringer med fremover.

Hvem kan være med?

Dette kursus henvender sig til jer, der gerne vil holde samtalesaloner i professionelle sammenhænge.

Forudsætningerne for at deltage er, at

  • du på forhånd har læst håndbogen ”Samtalesaloner – må skub, der får folk til at falde i snak”, så alle deltagerne har en fælles faglig referenceramme at bygge videre på, og vi på dagen kan koncentrere os om at skræddersy deltagernes konkrete samtalesaloner der egner sig til de enkelte arbejdsopgaver og organisationer, fremfor at snakke mere generelt om samtalesaloner. Du kan downloade bogen gratis her >>
  • du gerne vil bruge samtalesaloner i en professionel eller organisatorisk sammenhæng. Du behøver ikke at være ansat i organisationen, men det er vigtigt, at du deltager i dette kursus, fordi du er interesseret i samtalesaloner som professionelt værktøj – de mere borgerlystne og borgerdrevne sider af samtalesaloner arbejder vi med i andre sammenhænge på Samtidens Akademi.
  • du optimalt allerede ved kursets start har en konkret samtalesalon – eller en konkret udfordring eller arbejdsopgave, som du har lyst til at bruge salonteknikkerne til at løse – i tankerne, så vi undervejs i kurset kan arbejde på at udvikle og raffinere den. Det er langt nemmere og mere håndgribeligt at tage udgangspunkt i et konkret behov.

Øvelserne er planlagt, så du kan være med og få en masse ud af det, uanset om du endnu aldrig har prøvet kræfter med samtalesalonerne eller du er en garvet vært, der savner ny inspiration eller nogen at dele dine erfaringer med. Du starter lige præcis der, hvor du er – og så udveksler vi erfaringer og ideer på kryds og tværs af erfaringsniveauer undervejs i samtalerne.

Underviser

Nadja Pass, Rektor for Samtidens Akademi og medstifter af Borgerlyst og Samtalesaloner. Udover at have introduceret ideen om Samtalesaloner og udviklet salonteknikkerne sammen med Andreas Lloyd har Nadja også 20 års erfaring som konsulent med opgaver fra mange sektorer og brancher – på alle niveauer. Kurset er derfor også en slags masterclass, hvor hun deler eksempler og erfaringer fra de mange samtalesaloner hun gennem tiden har holdt for ministerier, styrelser, organisationer og erhvervslivet.

Tid og sted

I København foregår kurserne i Klub, Linnesgade 25 – lige ved Nørreport og Torvehallerne.
I Aarhus bliver det et centralt og dejligt sted, men hvor præcis vides endnu ikke. Gode forslag modtages gerne.

Pris

3500 eks moms.

Prisen inkluderer alle undervisningsmaterialer, kaffe, te og isvand hele dagen, frokost og eftermiddagskage.

Tilmelding

Send en mail til nadja@samtidensakademi.dk med dit navn og skriv ganske kort, hvilken organisation du kommer fra, og hvordan du forestiller dig at bruge samtalesaloner i dit virke, så jeg kan skræddersy kurset til de tilmeldte.

Antallet af pladser er stærkt begrænset for at sikre nærværet. Der er max plads til 2 fra den samme organisation på samme kursusdag for at sikre den faglige krydsbestøvning og netværksdannelse på tværs af organisationerne.

Din tilmelding er først endeligt bekræftet, når vi har modtaget din betaling. Hvis du bliver forhindret i at deltage, betaler vi ikke pengene tilbage – men du er velkommen til at give din plads videre til en anden, der passer på ”Hvem kan være med?”-beskrivelsen.

Hvorfor udbyder Samtidens Akademi dette kursus – til denne pris?

Dette kursus er en del af ”systemopgraderingerne” på Samtidens Akademi.

Systemopgraderingerne bliver udviklet af sociale, kulturelle og grønne iværksættere, der samtidig kender systemet indgående indefra gennem mange års erfaring fra konsulentarbejde eller arbejdsliv – og undervisningen foregår i krydsfeltet mellem iværksætternes praktiske erfaringer, kompromisløse visioner og forståelse for systemernes mekanismer og den organisatoriske virkelighed. Når Samtidens Akademi udbyder systemopgraderinger, er det med henblik på at skabe nye fællesskaber og faglig krydsbestøvning mellem alle de medarbejdere rundt om i systemet, som vi ved gør den kæmpe forskel for samtiden i deres daglige virke, men som også ofte sidder lidt alene med deres ideer rundt om i organisationen. Så udover den konkrete træning under selve kurset, er det også et vigtigt formål med systemopgraderingerne at skabe uformelle, uafhængige netværk på tværs, hvor deltagerne fremadrettet kan inspirere og støtte hinanden i deres virke.

På Samtidens Akademi laver vi også forskellige andre former for samtalesalon-træning, der har større fokus på samtalekulturen, borgerlyst, nye fællesskaber og borgernes handlekraft i hverdagen. De hører til på sommerfuglemodellens venstre vinge og er prissat, så de er overkommelige at betale for privatpersoner, der gerne vil gøre en forskel for samtiden – og dem kan du bytte dig til ved at gøre andre samtidstjenester på Samtidens Akademi. Dette kursus har derimod et professionelt og organisatorisk fokus. Derfor hører det til på sommerfuglemodellens højre vinge og er prissat ud fra en forventning om, at deltagernes arbejdsgivere betaler for kurset.