Hvad man ikke har i hovedet, må man have i benene, siger man. Det bliver betragtet som spild af tid at gå som katten om den varme grød og spild af energi at gå over åen efter vand. Og hvis man gerne vil være effektiv, skal man finde genveje fremfor omveje. Blive målrettet på sporet, fremfor at lade sig lokke på afveje af svinkeærinder.

Men det er som om disse gamle “sandheder” i stadigt stigende grad virker modsat hensigten. På kort sigt får de os måske nok op i tempo, og hvis vi måler på mængden af post-it’s, strategipapirer, brug-og-smid-væk-produkter, vi på kort tid har produceret, ser vi på afstand måske nok utroligt effektive ud. Men målt på kvaliteten og den faktiske værdi af det, vi producerer, bliver vi stadigt mindre effektive.

De gamle ordsprog er undfanget i en tid, hvor meget af arbejdslivet bestod af hårdt fysisk arbejde og man også sparede på kosten, når man sparede på energien. Dengang var det et væsentligt konkurrenceparameter at undgå unødig ekstra energiudladning – og dem, der havde mere i hovedet end de andre, var dem, der nåede længst.

Men i dag er de fleste af os så meget oppe i hovedet, at det er sundt for os at gå nogle omveje og svinkeærinder engang i mellem. Og det handler langt fra kun om folkesundheden. Det handler også i høj grad om det, der sker mellem ørerne på os, mens vi går. For Kierkegaard hang det nøje sammen: “Tab for alt ikke lysten til at gå. Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man jo ikke kan gå fra den.”

Ofte er det langs omvejene, vi finder kimen til de bedste nye ideer, svinkeærinderne der byder på de største glæder og overraskelser. Efter sigende var selv Leonardo Da Vincis Vitruvian Man blot tænkt som en skitse til ham selv – fundet i en af hans notesbøger og først spredt til omverdenen efter hans død. Der er i mange af de små noter, observationer, overvejelser vi gør os undervejs, meget af det vigtige opstår. Netop fordi, der ikke er et eksplicit mål med det og det får lov at udvikle sig på sine egne præmisser.

Der er så meget vi ikke når at opdage, tænke over, notere os, når vi går for målrettet frem. Og i en tid, hvor de fleste leverancer bliver til ud fra devisen om, at “det ikke skal være kunst, det skal bare være færdigt” er et af de væsentligste konkurrenceparametre, når fårene skal skille fra bukkene, hvem der tillod sig selv at marinere ideerne lidt, mens de gik som katten om den varme grød og hvem, der gjorde sig den umage at gå over åen efter vand. Det var næppe nødvendigt for at leve op til kravspecifikationerne – men det var det, der gjorde den væsentlige forskel på, der var godt nok og det, der virkelig gjorde en forskel. Hvorfor ikke stræbe efter at levere kunst – også selvom man nok kunne være sluppet igennem med at levere noget, der kun lige akkurat var færdigt?

Når vi går – et skridt ad gangen – bliver vi samtidig meget bogstaveligt mindet om, at distancer, der ellers forekommer uoverskuelige, kan tilbagelægges hvis man bare er tilstrækkeligt tålmodig og udholdende. Trin for trin nærmer man sig målet. En meget bogstavelig kropslig erfaring, der også er god at have for øje, når man står overfor uoverskuelige processer. Hvis opgaver er tilstrækkeligt komplekse eller ambitioner tilstrækkeligt store, kan det være umuligt at overskue, hvor man skal begynde og hvor man skal ende. Og det vigtigste råd er, at man bare skal GÅ i gang. Starte nærmest hvor som helst, fordi mange vigtige trin på vejen først begynder at åbenbare sig – og ofte giver sig selv – når først man begynder at tage de første skridt.

Ofte er det ubekvemt. Det kræver nogle afsavn og benhårde fravalg. Men det er nødvendigt. For i vores samtid er det, der skiller fårene fra bukkene ikke længere, hvem der er i stand til at stå distancen. Men om, hvem der gør sig den umage også at gå distancen. Selv når vejen er lang, slynget og stenet.

The Long Hard Stupid Way

Gennem mit mangeårige samarbejde med Andreas Lloyd om Samfundslaboratoriet Borgerlyst, brugte vi ofte et citat fra den amerikanske mesterkok David Chang. På en af hans New Yorker-restauranter opdagede han en dag en af de andre kokke vælge en genvej – lad os sige, at han brugte færdig boullion i stedet for at koge sin egen fond eller genopvarmede daggammelt brød, når gæsterne forventede nybagt brød. Og i følge anekdoten bremsede David Chang ham med ordene “That’s not how we do things here. We do things the long, hard, stupid way”.

Det citat har også inspireret den grafiske designer frank Chimero til denne talk:

Og det inspirerede også i høj grad Andreas og mig. For det gik op for os, at trods vores meget iøjenfaldende forskelligheder, var det lige præcis det, der bandt os sammen. Vi fandt begge en glæde i at strække os og gøre os umage. Gøre tingene the long, hard, stupid way. Vi havde begge en naturlig inklination til at vælge omvejene, de couperede bjergveje, de brostensbelagte stier, selvom vi udemærket godt kendte til genvejene, motorvejene og GPS’ernes eksistens.

Men det vi opdagede undervejs i vores borgerlystsamarbejde var, at vi ikke alene fandt stor fornøjelse i at vælge The long, hard, stupid way. Vi lærte faktisk også utroligt meget af det. For ved at bruge os selv som forsøgskaniner, fik vi de ting, vi talte og skrev om, ind under huden. Lærte at bruge vores nye metoder helt ud i fingerspidserne. Vi fik en masse praktiske erfaringer. “We walked the talk”, som man ville sige på engelsk. Og rigtig meget af vores tankearbejde blev også helt bogstaveligt undfanget under uendeligt lange walk&talks.

Ned i omdrejninger

På Samtidens Akademi vil vi også for det meste vælge at gå “The long, hard, stupid way”. Vi taler så ofte om, hvor svært det kan være at komme “op i omdrejninger” efter en ferie. Men vi undervurderer, hvor uendeligt meget sværere det i vores travle liv er at komme NED i omdrejninger. Det skaber vi muligheden for på Samtidens Akademi. Her lader vi tankeprocesserne tage den tid, de tager. Samtalerne folde sig ud. Tankerne løbe løbsk. Processerne trække i langdrag.

Her tillader vi os at bruge tid på at lære noget helt nyt, vi måske aldrig nogen sinde får brug for, men som er rart at vide, godt at kunne eller fylder os med ånd. Her foregår meget af undervisningen og samarbejdet vandrende, fordi vi ligeså godt kan nyde naturen og røre vores hjerner, hjerter og kroppe, mens vi tænker. Her går vi gerne over åen efter vand. Om ikke andet så for vores fornøjelses skyld. For at se, hvordan udsigten ser ud på den anden side. Og fordi det er så dejligt at træde henover småsten i det rislende vand.

Er det strengt taget nødvendigt? Nej. Men ofte er det det unødvendige, der gør opgaver værd at løse og livet værd at leve.

 

Written by Nadja Pass

Rektor for Samtidens Akademi