Nærmest uundgåelig del af enhver udviklingsproces.

Opstår typisk, når man har lagt utroligt meget energi i at skulle lancere noget nyt og har levet i undtagelsestilstand lidt for længe. Indtræffer især, når man efter en ellers vellykket lancering møder andres konstruktive – og velmente – kritik og udviklingsforslag, mens man stadig selv er alt for udmattet til at kunne gøre noget ved det.

For at undgå at falde alt for dybt ned i de iltløse huller, er det vigtigt at have lagt nogle honningdepoter i form af fastlagt selvforkælelse, så man får taget de tiltrængte pauser i stedet for at køre endnu hårdere – og at man har nogle nye spændende delopgaver at tage fat på umiddelbart efter lanceringen, så man kan trække sig selv op af det iltløse hul igen.

Written by Nadja Pass

Rektor for Samtidens Akademi