Initiativtageren til Samtidens Akademi, Nadja Pass.

Det er ikke så svært at sige, hvad der var ansatsen til Samtidens Akademi. Det var det øjeblik, jeg har beskrevet i prologen. Det øjeblik, det gik op for mig, at i stedet for at lide af guldaldermisundelse, har jeg selv et ansvar for at præge min samtid i den bedst mulige retning. Og det er et ansvar, jeg deler med alle mine samtidige. Lige nu er det os der er dem – og os der bestemmer, hvad koblingspunktet mellem fortiden og fremtiden skal bestå af.

Til gengæld er det næsten umuligt at sætte en finger på, hvilken af de mange tråde, der tilsammen udgør mit livs kludetæppe, der har været den vigtigste erfaring for mig at trække på under udviklingen af Samtidens Akademi. For næsten alt, hvad jeg gennem livet har erfaret, oplevet, elsket og frygtet fletter sig sammen i akademiets univers.

Ser man på akademiets opbygning, bygger det i høj grad videre på alle de redskaber, metoder og samarbejdsformer, Andreas Lloyd og jeg udviklende under vores mangeårige samarbejde i samfundslaboratoriet Borgerlyst. Det er for eksempel engagementstrappen, mikrohandlingerne og det makroskopiske blik. Og ikke mindst samtalesalonerne som samværsform og metodeapparat. Også sommerfuglemodellen og atommodellen bygger videre på meget af tankegodset fra Borgerlyst-tiden. Men hvor vi i Borgerlyst mest fokuserede på at skabe infrastrukturen for civilsamfundets renaissance og med vores redskaber mest søgte at hjælpe andre til at realisere deres borgerlystne ideer, er Samtidens Akademi i høj grad mit eget svendestykke. Her prøver jeg selv at udvikle en kolossal og totalt uoverskuelig borgerlysten ide fra tanke til handling.

Ser man på akademiets intention om at skabe plads til fordybelse, faglighed, tværtænkning, krydskobling… At flette videnskab og kunst sammen… At skabe plads til de ukendte ekspertstemmer, komplekse tankegange, det krøllede, det finurlige, det på-papiret-uladsiggørlige, bygger akademiet især på erfaringerne fra mit arbejde med magasinet Reflexioner. Og især akademiets Søndagsskoler er en direkte videreudvikling af reflexioner-tanken, hvor vi i magasinet hver gang bad vidt forskellige forskere og kunstnere om at fortolke det samme emne – set fra hver deres synsvinkel og ståsted. Til søndagsskolerne foregår det hele så som liveundervisning, der veksler mellem inspirationsoplæg, praktiske øvelser, sanseoplevelser og samtalesaloner.

Ser man på interessen for samtiden og fornemmelsen for den aktuelle zeitgeist stammer den helt tilbage fra dengang, jeg som 15-årig vandt en essaykonkurrence udskrevet af Undervisningsministeriet og Instituttet for Fremtidsforskning. Her skulle vi skrive, hvad vi drømte om og frygtede i fremtiden. Ikke alene var det virkelig vildt at opleve, hvor alvorligt jeg blev taget af mine omgivelser, da jeg i nogle uger var i snart sagt alle medier for at læse mit digt op og udtale mig om fremtiden. Det var også – i en tid længe for internettet og de sociale medier – helt overvældende, at jeg modtog breve fra nær og fjern og fra mennesker i alle andre, som mit digt havde rørt dybt. Få år efter førte det samme digt til, at et internationalt reklamebureau bad mig om at rejse Danmark rundt i nogle måneder for at undersøge ungdomskulturer – og kort efter også bad mig opbygge min egen afdeling af bureauet for at udvikle nye metoder til at undersøge ungdomskulturer og kulturelle tendenser. Det blik på samtiden og mine samtidige bruger jeg ofte den dag i dag – dog langt fra kun længere med fokus på de unge og trends. Men med nysgerrige øjne på hele vores samtid og alle mine samtidige.

Ser man samtidskommissionerne og ambitionen om at arbejde uafhængigt af systemet på tværs af sektorer, brancher, hierarkier og fag, trækker jeg især på mine mere professionelle erfaringer fra over 15 år som selvstændig konsulent med opgaver i mange brancher, alle sektorer og på alle niveauer. Kombineret med to store undersøgelser jeg for nogle år siden lavede for Beskæftigelsesministeriet om erhvervskvinders ambitioner og snublesnore på direktionsgangene, hvor jeg dybdeinterviewede både toplederne og de unge talenter, har det givet mig et bredspektret indblik både i erhvervslivet og det offentlige. Og jeg har opdaget, hvor stor en forskel jeg med enkle midler kan gøre ved at bringe ideer, metoder og tilgange i spil, der er helt selvfølgelige – nærmest banale – i en branche, men helt ukendte i andre brancher. Hvor de virkelig kan gøre en stor forskel. Det er også her, jeg har hentet inspirationen til hofnarre-tanken, fordi jeg gang på gang har opdaget, hvordan jeg som uafhængig konsulent har haft mulighed for at tale med alle og kunnet sige nogle ingen andre tør sige, fordi jeg ikke er en del af systemet.

Og så er der selvfølgelig alt det andet, der også er mig. Den zeitgeist, jeg opsnapper, når jeg skamløst overhører folks samtaler på gaden. Min interesse for kunst og kultur. Mine rejser – dels de halve og hele år jeg studerende i henholdsvis Israel og Ghana og de mange besøg hos mine forældre, mens de boede i henholdsvis Moskva og Beijing. Min hang til New York. Min faible for at klippe papirklip. Min glæde ved at eksperimentere i et køkken. Min ubændige nysgerrighed.

Men nok så vigtigt er jeg jo ligesom alle andre ikke bare et produkt af min samtid, men også af mine samtidige. Og intet af alt det, jeg har skabt, ville være blevet til noget, hvis det ikke var for mine tætte samarbejder og venskaber med andre gode mennesker. Så nok er jeg ofte selv initiativtageren, men jeg er dybt afhængig af – og evigt taknemmelig for – alle mine medudviklere. Dem kan du læse lidt mere om her >>

Written by Nadja Pass

Rektor for Samtidens Akademi