Tilbagevendende kursusramme på Samtidens Akademi.

Ikke to søndagsskoler er ens. Men der er fem vigtige fællesnævnere:

1) De foregår om søndagen og varer fra 10 til 16.
2) Hver søndagsskole belyser et emne fra mange forskellige synsvinkler. De planlægges af en kurator, der har særlig indsigt i området og som opfordrer en nøje udvalgt gruppe af vidt forskellige eksperter om at belyse emnet fra hvert deres ståsted.
3) Undervisningen veksler mellem inspirationsoplæg, praktiske øvelser, sanseoplevelser og samtalesaloner.
4) De henvender sig til alle aldre og skaber naturlige møder mellem flere generationer. Børn er velkomne til at deltage i de dele af undervisningen, der appellerer til dem – og kan trække sig tilbage til børnerummet, hvor der er klippeklistrematerialer og børnevenlige opgaver i løbet af dagen.
5) Deltagerne bliver ikke eksperter efter at have deltaget i en søndagsskole. Men efter en intensiv søndag går de derfra væsentligt klogere på emnet, end da de kom og kan fremover deltage mere kvalificeret i samtaler om emnet, stille bedre spørgsmål og ved mere om, hvor og hvordan de kan komme videre, hvis de har lyst til at lære mere om emnet.

Den første søndagsskole er allerede på programmet

Søndagsskolen om SPIL
Hvad kan vi lære af spil, spilteori og spils opbygning? Hvorfor er spil så fascinerende? Hvordan kan vi lade os inspirere af spil-tankegangen i vores daglige virke? Hvad lærer vi gennem leg og spil?

Søndagsskolen om SPIL handler om at gøre os klogere og udvide vores horisonter, så vi får indblik i spillenes verden. Her diskuterer vi ikke, om børn og unge spiller for meget – det diskuteres der så rigeligt alle andre steder. Her samles vi for at blive klogere og forstå spillenes tiltrækningskraft. Og for at have det sjovt, mens vi lærer.

Denne søndagsskole er velegnet til alle aldre og meget af undervisningen foregår på tværs af aldersgrupper.

Kurator: Thomas Vigild, underviser i spil på Vallekilde Højskole og har selv været med til at udvikle mange spil og “Mystery Rooms”.

 

Written by Nadja Pass

Rektor for Samtidens Akademi