Vores uafhængighed er en vigtig nøgle til samarbejdet i Samtidens Akademi – og den værner vi meget om. For det er vores uafhængighed, der gør os i stand til at tænke tilstrækkeligt nyt. Og tilstrækkeligt kompromisløst.

Et godt eksempel på, hvor langt man nå med uafhængigt udviklede løsninger, er de Samtalesaloner, Andreas Lloyd og Nadja Pass udviklede som en del af samarbejdet i samfundslaboratoriet Borgerlyst. Hvis en kommune havde bedt os om at udvikle et nyt dialog- eller borgerinddragelseredskab, kunne vi sagtens have gjort det – og det ville sikkert også være blevet udmærket.

Men det ville ikke være blevet nær så godt og have spredt sig nær som meget, som Samtalesalonerne gjorde, da vi udviklede det uafhængigt. For når vi havde afleveret vores forslag, ville der helt sikkert have været nogen, der stillede spørgsmålstegn ved brugen af ordet “salon” – og ikke mindst blev provokerede af den lidt spidse måde, vi formulerer spørgsmålene på. Og selvom det så måtte være blevet godt og totalt kompromisløst, ville konceptet efter al sandsynlighed være endt i skuffen, når en ny borgmester eller kommunaldirektør kom til – og de andre kommuner ville ikke have taget det nær så meget til sig, fordi det var “not invented here”.

Nu hvor vi i stedet udviklede det 100% som vi syntes, det skulle være, stod det meget skarpere. Vi delte så vores materialer og opskrifter under en Creative Commons-licens, så alle kunne bygge videre på det og tilpasse det deres egne behov. Og vi udgav en håndbog, enhver kunne downloade gratis på Samtalesaloners hjemmeside.

Og så skal vi ellers lige love for, at ideen spredte sig, så der i dag er variationer over temaet samtalesaloner i alle mulige afskygninger.

 

Written by Nadja Pass

Rektor for Samtidens Akademi